Kartofler:
I år har vi fået lagt de første kartofler i Marts måned.
Efterfølgende bliver der lagt kartofler med ca. 14 dages interval, så vi næsten hele tiden kan tilbyde små, fine kartofler.
Af sorter i år kan nævnes Solist, Ditta, Asparges, Exquisa, Folva mm.
Vi har to nyere sorter i år, nemlig Belana og Salatkartoffel. Fra flere kunder lød det, at salatkartoflen var bedre smagsmæssigt end Blå Congo, men stadig med en flot, blå “kødfarve” , så vi har droppet sidstnævnte – folket har talt !!!
Æggeblomme-kartofler har vi også i år. Det er en kartoffel, der virkelig har vundet indpas igen, så et stort stykke er lagt med denne gamle, danske sort.
I begyndelsen af sæsonen må man nøjes med at købe sig til kartoflerne, men længere henne på sæsonen bliver folk “sluppet løs” i markerne til selvopgrav. Vi vil som vanligt sætte skilte op ved de forskellige sorter.
Jordbær:
Vores jordbær kommer fint i år. De har haft en våd, lang vinter, men det skal nok gå. Vi håber blot ikke at få en gentagelse af sidste års vejr, hvor der ikke faldt een dråbe regn i hele Juni måned – det gør det alt andet lige mere besværligt altsammen, når man selv skal vande flere hektar jordbær.
Vi har som altid Honeoye og Malwina til markering af sæsonen. Honeoye åbner og Malwina lukker ballet. I mellem disse har vi Alba, Asia og Sonata.
Man kan altid købe sig til vores dejlige jordbær i gårdbutikken, men det er altså noget specielt selv at gå ud i marken og plukke dem.
Løg:
På Skelbjerggård dyrker vi både røde som hvide løg. Der kan skrives stolper op og ned om løgets næringsmæssige fortræffeligheder. Der er ingen tvivl om, at det er meget sundt at spise løg, og så indeholder de praktisk talt ingen kalorier – som info til dem, der tæller den slags tal .
Hent dem selv i marken til sommer eller køb i gårdbutikken.
Sukkerærter:
Vi håber på sukkerærter i år, men den er svær at dyrke, da vi næsten skal interval-så hver 10 dag – og det får vi sjældent gjort i farten. Lad os se tiden an.
Squash:
Kalder I dem Zucchini eller Courgetter, er det helt i orden. Kært barn har mange navne, og det hele dækker over en dejlig – men lidt overset – grøntsag.
Vi prøver at så nogle gule af slagsen denne sæson bare for sjov, for der skulle ikke være den store smagsforskel . Igen i år må man selv plukke eller købe sig til dem i gårdbutikken.
Rødløg:
Som med de hvide løg – uundværlige i madlavningen.
Man plejer at sige, at de røde løg er mildere i smagen end de hvide og derfor gode i f. eks. rå salater.
De løg, vi høstede sidste efterår og lagrede køligt, har været lidt “Rasmus modsat”. – De røde er denne gang kraftigere i smagen??
Hvidløg:
Nu kommer der storpolitik med i teksten !
Skribenten er harm, og læseren af en ellers uskyldig grøntsagspræsentation vil kunne fornemme vrede og indignation…..
70% af Danmarks hvidløgsforbrug kommer fra Kina, hvor de er berømte for at dyrke grøntsager under meget tvivlsomme forhold. Resten er fra Sydeuropa minus en meget lille markedsdel for danske hvidløg.
Vi kan sagtens dyrke hvidløg i Danmark, så vi tog teten op her på gården, og det er blevet en rigtig succes. Hvidløgsarealet vokser stødt fra år til år, og de lokale supermarkeder er også begyndt at tage vores friske hvidløg ind til videresalg.
Vi skal genlære at spise dette fantastiske løg friskt – lidt ligesom en porre, hvor også den grønne “stilk” kan spises.
Vores besked er klar: stop med at købe hvidløg fra den anden side af kloden.
Ærter:
Det er ganske vist: Vi har kunder, der planlægger deres udenlandsferie efter, hvornår ærtesæsonen er i gang på Skelbjerggård.
De friske ærter er vanedannende. Nogle kommer og plukker kilovis af dem, og vi undres over de mængder folk er i stand til at konsumere.
Heldigvis er det sundt at spise ærter, så der er ingen skade sket.
Mange har minder fra en barndom, hvor ærterne smagte af noget, og de bliver genkaldt hos os, for ærterne smager fantastisk. De er friske fra marken og har ikke været undervejs til et supermarked i flere dage.
I kan som altid plukke selv eller vælge den nemme løsning i gårdbutikken.
Bønner:
Friske, grønne bønner af sorten Cadillac.
Er man vant til grønne, emballerede bønner fra Peru, så bliver overraskelsen desto større, for hold op hvor smager friske, dampede bønner godt (lidt salt + en lille smørklat med ).
Persille, purløg, dild:
Håber på at få krydderurter i år. Vi skal nok så dem. Har vi en meteorolog blandt læserne, der vil garantere regn?
Rabarber:
Vi har 3 forskellige sorter med varieret indhold af oxalsyre.
Sutton Seedless, Vinrabarber og jordbærrabarber.
Rabarber var i gamle dage den første vitaminindsprøjtning efter en lang vinter, så den blev dyrket overalt i Danmark.
Gulerødder:
På gulerodsfronten er der også mange kunder, der glæder sig til en ny sæson.
Igen historien om, at grøntsager bare smager mange gange bedre, når de lige er hevet op af jorden.
Det kan du også få lov til selv her på gården – altså at grave dine egne gulerødder op fra jord til bord.
Rødbeder:
Runde rødbeder. Cylinderformede rødbeder og Bolche-beder.
Så skulle vi være dækket ind m.h.t. både salat, ovnbagning og syltning.
Vi har som nyt nu også gyldne beder efter anbefaling fra gode kunder. De skulle være forrygende som bagte rodfrugter, og tage sig rigtigt godt ud farvemæssigt.